På vej hjem, træt, fryser... - Frit! :D

Dato: 29/5
Dag: Lørdag
Tid: 00.45
Sted: på perronen, 7 minutter inden toget ankommer
vejr: køligt, overskyet, støvregn
Påklædning: et par lyse grå tætsiddende hullede jeans, en helt almindelig bluse, en stor mørkeblå hættetrøje uden print eller noget fancy ting, et par halvslidte converse, sorte, og så et meget enkelt og originalt nittebælte som hænger lidt ned over røven.


Rune stod ret op og ned imens han lidt utålmodigt ventede på toget. Han havde stået der i 10 minutter i forvejen og ventet, og kulden var begyndt at bide i ham nu. Han stod lidt og trippede imens han tog fat om sig selv for at holde på varmen, og hans blik gled lidt rund på de folk der kom til og også var på vej hjem den nat. Hvad lavede han dog også ude på sådan en aften? Hvorfor havde han ikke bare sagt ja til at overtnatte hos den bekendte han havde været hos. Jo nu huskede han godt hvorfor. Fordi han ikke kunne holde ud at være hos hende længere, det var jo derfor... Så var spørgsmålet bare, hvorfor var han taget hjemmefra? Et stille suk undslap Runes læber og han så ned på skinnerne igen med en længel i blikket efter at toget skulle ankomme snarest. Det havde været en møgdag, og der var sikkert ingen eller intet der kunne få hans humør op nu.. Ihh hvor skinnerne skreg efter at han skulle hoppe... Rune rystede på hovedet og så ned på sine trippende fødder og bed sig så i læben.

Quinn trippede ned af trappen til metroen, med et rolig blik og et smil der passede til. han anede egentlig ikke hvorfor han var ved matroen da han bedst kunne lide at gå hjem, selvom der var langt, men han havde pludselig fået sådan en stor lyst til at tage metroen og ingen skulle stoppe ham. var han sikker på. Quinn kom ned fra trappen og så sig lidt omkring på den meget tomme og uhyggelige peron, men han fik dog øje på en uing dreng der stod for sig selv, klart når der ikke var andre, og fik et mere venligt smil på læben. han gik hen mod skinnerne og hangede op i sin skulder taske, hvor hans elskede bærbar lå i. et par gange skævede han mod den fremmede fyr, mest for at se hvilken type han nu var. han så frem for sig igen og stirrede tomt ud i luften.

Runes blik gled igen rundt på perronen, da han hørte skridt trippe ned af trappen. Han fik kort øje på den dreng der kom til syne for enden af trappen. Han bed sig let i læben over nervøsitet, og uden at vide hvor nervøsiteten kom fra. Måske havde han håbet på at han ville være den eneste der skulle med metroen, selvom han godt vidste at chancen var meget lille for det. Han stoppede kort med at trippe med fødderne og han studerede kort den dreng der var ankommet. På en underlig måde skilte han sig ud fra alle andre, og alligevel ikke. Rune rystede kort på hovedet og gav sig til at trippe på stedet igen. Han lyttede efter lyden af tog på skinner, og var stadig ret utålmodig for at komme ind og få varmen. Hættetrøjen var åbenbart ikke nok til at holde varmen den kolde forårs nat. Desværre. Rune undlod at stirre på skinnerne og blive lokket. Det ville være alt for forket når der var folk omkring ham, så han stirrede igen ned på sine fødder.

Qiunn så lidt på skinnerne og lagde hovedet let på skrå. han rettede en smule på sin jakke, der mest af alt lignede en overdel af et jakkesæt. han hadede egentlig det tøj han selv gik i, men når han rende rundt som fotograf med alle de vigtige mennesker, ville han gerne fremtræde som en ung mand der havde styr på tingene, selvom det langt fra var sandheden. dog var han igang med et få skiftet det stive tøj ud med noget mere spraglet.. men self. beholde nogle af det lidt mere fest agtige jakke sæt som ikke var så stive i det, men mere afsalppet. Quinn så lidt rundt på perronen og snuste stille ind. først der lagde han mærke til at den fremmede dreng duftede så sødt af engel og det gjorde ham en smule restløs, da det var hans ynglings duft.. ikke fordi han var vampyr, men han havde altid været så facineret af den duft der kom fra engle. han tillod sig at se over på drengen mere åbenlyst en før.

Rune Tillod sig at lukke sine øjne og lytte, da han følte det rarest. Han fastholdte den taktfaste trippen på stedet og var nærmest lettet da han engelig hørte metroen nærme sig perronen. Han slap taget om sig selv og stak hænderne i lommen på sin hættetrøje imens han åbnede sine øjne og stirrede ind i mørket hvor lyden kom fra. Dog da han havde åbnet sine øjne og stirrede efter metroen, så tog han sig den frihed at lytte til om der var skidt der nærmede sig. Han trak vejret dybt, helt ned i lungerne og... Der! Runes øjne spærrede sig en smule op, men han rykkede ikke på sig udover sin trippen. Hvorfor havde han først lagt mærke til det nu? Det var jo soleklart. Lugten af Vampyr trængte igennem alt nu, og Rune var ikke i tvivl. Det var med sikkerhed fra den dreng han havde betragtet lige før. Der var jo ikke mange andre udover et par stykker hist og her. Eller nærmest ingen. Hvorfor havde han ikke lagt mærke til det før? Hvorfor så han det ikke? Og hvorfor lugtede han det slet ikke? Var det mon trætheden der havde forhindret han i det? Måske. Rune trippede lidt mere utålmodigt imens han stadig stirrede ind i mørker og hørte lyden blive højere.

Quinn lagde hovedet svagt på skrå og studerede den uskyldige engel i noget tid. han slikkede sig kort over læben og rettede sig en smule op. han så ind i tunlen efter toget og rænkede endnu engang op i sin taske, dog helt lydløst. han vente stille sit blik tilbage på englen og et venlig smil kom fram på hans læber "er de okay?" spurgte han høfligt og gik roligt hen mod englen. han havde regnet ud at englen havde duftet hans vampyr agtige duft. han var ikke vampir, men hans duft minede dog meget om, på grund af hans ene evne. han stoppede op henne ved englen og lagde stille sin spinkle hånd på hans skulder, hvorefter han stille snusede ind for at holde englen i den tro at han var en vampyr ude efter noget blod. noget frisk og lækkert engle blod. Quinn hadede smagen af blod så han var bare glad for det var en ting han ikke behøvede. men han kunne nu godt lide at se på blod og det der ligner.

Rune bed sig lidt i læben og så stadig ind mod den mørke tunnel. Han kunne have farret sammen af skræk da han mærkede hånden på sin skulder og drengen snakkede til ham. Han endte dog bare med at bide sig lidt for hårdt i læben så det blødte en smule på indersiden af underlæben. *Auv for fanden!* tænkte han lidt irriteret over sig selv da han fik bidt sig i læben og vendte så hurtigt sit blik mod drengen. Han forholdte sig så roligt han nu kunne, og stoppede med at trippe på stedet. Han nikkede så hurtigt og smilede en smule stift af nervøsitet. Selvom hans krop og holdning virkede rolig nok, så stålede hans sølvgrå øjne at nervøsitet, og sagde helt tydeligt at han var skræmt. Han gik et lille skridt til siden da metroen endelig nåede frem og stoppede. Rune tog et par, nærmest hoppende, skridt hen imod og stod helt oppe foran døren nogle sekunder inden de åbnede, hvor han nærmest sprang ind i varmen. Det ville ikke hjælpe meget selvom Rune skyndte sig ind, og det vidste han også godt, men på en måde var han mere sikker derinde end ude på perronen, for hvis drengen ville have Rune, så vidste han jo at han allerede var så godt som død.

Quinn kunne svagt dufte blod, men ikke noget han rigtig reagerede på. han tog stille sin hånd til dig, da drengen bevægede sig. han stod først i lidt tid og stirrede tomt ud i luften. dog med et rolig smil på læben. han vendte sig så om og gik hen til metroen og gik rolig ind af samme dør som englen gjorde. han havde med vilje forstærket duften af vampyr. mest for at drille englen, på en venskablig måde hvis man kan kalde det det? Quinn så hen på drengen med et venlig blik og et varmt smil på løben. han stod ikke langt fra englen, men dog heller ikke helt tæt på. Quinn lod sine øjne glide rundt i metroen og var egentlig glad for der var nogle mennesker. da han virkelig elskede opmærksomhed. han vendte blikket tilbage på drengen "De svarede ikke på mit spørgsmål" sagde han igen høfligt og lagde hovedet let på skrå. han snuste stille ind og nød duften af engel, meget.

Rune så sig kort omkring efter en plads. Der var jo nærmest 'friv valgt fra alle hylder', men han ville helst sidde et sted så han kunne komme hurtigt ud. Han stirrede hen mmod drengen da han stod forholdsvis tæt på og snakkede til ham igen. "Behøver jeg?" spurgte Rune lidt pigefornærmet og prøvede på ingen måde at virke høflig, gallant eller noget som helst, fo han synes overhovedet ikke at det var sjovt at blive forfulgt, og det var slet ikke en sjov spøg for Rune da han var helt ekstrem paranoid i forvejen. Rune fandt sig en 4-mands plads nær udgangen, og trak sine ben op på sædet ved siden af så drengen i hvert fald ikke satte dig dér, men det var det tætteste han kom på at kunne komme hurtigt ud. Rune pillede lidt ved kanten af sit ene bukseben, imens han fulgte drengen med øjnene, og samtidig undgik øjenkontakt.

Quinn rettede sig lidt op og lagde hovedet svagt på skrå "nej...selvfølgelig ikke" sagde han og kunne godt se at drengen ikke var den rigtige at drille. han satte sig dog overfor englen og så forsigtigt på hjam. han lod vampyr duften skifte til han oprindelige duft.. sirene duft. han lagde hovede svagt på skrå "jeg gør dig ikke noget..jeg er ikke farlig" sagde han roligt og lænede sig tilbage i sædet. han fulgte egentlig ikke efter englen. han skulle samme vej, men det kunne selvfølgelig godt føles sådan hvis man ikke har det så godt. han kløede sig let i nakken og studerede drengen lidt tid.

//sorry længten --'//

Rune så lidt hen mod drengen og han løftede hovedet en smule da vampyrlugten skiftede. Det var en helt utrolig lettelse for Rune at vide at han ikke havde nøde at være bange mere. Han lænede sig let tilbage og lukkede øjnene i et par sekunder hvor et lettet suk undslap hans læber. *Thank god!* tænkte han og så hen imod drengen. Den tydelige duft af sirene fyldte den lune luft og beroligede Rune helt ekstremt. "tak.." tagde han kort som om drengen havde gjort en tjeneste, selvom det havde han på en måde også i Runes øjne. Han så lidt hen imod drengen og fik tvunget et lille smil frem på sine læber. "jeg troede fuldt og fast på at jeg skulle dø i nat. " indrømmede han så og hans smil blev en smule mere ægte

//ja i lige måde xD//

Quinn kunne godt se han blev lettet og det gjorde ham nu glad igen. dog forstod han ikke helt hvorfor han sagde tak "jamen...øhm så lidt?" sagde han med et lille skuller træk og lagde hovedet svagt på skrå. han udbrød en kort latter over det han sgade og lænede sig frem mod ham "virkelig?...hvorfor dog det?" spurgte han nysgerrigt og smilte glad til den fremmede dreng. englen onteresserede Quinn meget, da han virkede helt forkert og helt rigtigt på samme tid. Quinn betragtede hans smil som nu virkede mere ægte. hvilket Quinn var meget glad for.


//og igen min krea er død Oo//

Rune trak sin ene hånd igennem sit hår og klæede sig lidt på siden af hovedet. "ja altså.. Lille mig, mod en tørstig, 'du ved hvad'... Det resultere i noget der ikke er en helt så godt ting for mig... " sagde han lidt stille, men trak let på skuldrende over det. Han var jo ikke så specielt stærk, og han var en smule underernæret i forvejen, så chancen for at han ville vinde en kamp mod en vampyr, selvom han prøvede at kæmpe imod, var nok lig nul. Han så lidt hen på drengen, som han nu havde fundet ud af var sirene og smilede helt stille. Han rakte så sin hånd lidt hen mod ham og så på ham med et venligt blik. "og nu hvor vi alligevel er faldet i snak, og jeg ikke længere skal være bange for dig.. Jeg hedder Rune" sagde han lige så stille og smilede sagte. Hans humør var faktisk vendt? Han var pludselig helt glad igen, men det var Rune jo egentlig vant til... Han havde jo fået konstateret at han var Manio depressiv og derfor skiftede hans humør jo ret tit lige pludselig. Han havde ikke vendt sig til det endnu. At han den ene dag kunne være uden problemer og den anden have lyst til at dø.. Det var stadig underligt.

//min er egentlig ok, jeg skal bare have nok tid xD//

Quinn betagtede englen lidt og nikkede stille til det han sagde, imens ahn smilte skævt "det er selvfølgelig rigtigt...undskyld jeg gjorde dig bange...det var meningen...men det var rent for morskabens skyld intet person ligt" sagde han med et lille nik og håbede englen forstod. han var nu også sikker på at hvis han havde været en vampyr ville han nemt havde 'vundet' over den lille engel, men han var nu glad for han bare var en sirene, selvom han så var en del mere klodset og det tit gav ham skræmmer. Quinn stirrede lidt på hans hånd, men tog den så og trykkede den. han fik lyst til at føre sin høflighed videre og kysset Rune, som han åbenbart hed, på hånden, men han lod dog være da det måske kunne forståes forkert og Quinn villle ikke skubbes væk "rune..okay..jeg hedder Quinn..." sagde han med et lille nik og smilte skævt til ham. han så lidt p åderes hænder og bed sig i underlæben, men slap så stille og rolig Rune's hånd og træk sin egen til sig igen. han forstod ikke helt hans humør skift men det generede ham på ingen måde.

//det går også ved mig ^^ men jeg logger nu vi ses over sms eventuelt ^^//

Rune smilede en smule bredere og det gjorde kun at han så endnu mere glad ud, selvom det ikke var meget mere han havde smilet. "tja. Der er jo intet sket, så det gør ikke noget. Jeg plejer godt at kunne tage morskab, men lige kombinationen af nat, mørke, kulde, alene, omgivelserne og så humøret det var ikke så perfekt timet... Og så er jeg ret paranoid." sagde han og studerede kort hans ansigt. Han havde en eller anden vane for at komme i problemer, så det skulle jo ikke undre Rune hvis det skete nu igen. Rune trak roligt sin hånd til sig da Quinn slap den og lagde den så oven på sin anden hånd, der lå på skinnebenet. "mmh Quinn. Det er da bedre end mit. Jeg ved ikke hvad mine forældre tænkte på da de fandt på det.. Det stod mellem Rune og Mike, og så valgte de Rune som fornavn, Mike som mellemnavn... Det kunne jeg godt have undværet, tror jeg nok." sagde han så, og var lige pludselig også blevet meget snaksagelig. Normalt så Elskede han jo også at snakke med folk om alt mellem himmel og jord, og det så man også tit når han var glad.

Quinn betragtede hans smil og grinte lidt af ham, ned et glad smil. han lagde hovedet på skrå og betragtede nu hele hans ansigt "ja okay...men alligevel undskyld..jeg tænker ikke altid før handling og du virkede som en lidt sjov person, men ja" forklarede han og grinte lidt. Quinn så lidt rundt i metroen og lagde hovedet let på skrå, da der var utrolig få, men de få der var der stirrede vildt mærkeligt på dem. det måtte nok være på grund af deres samtale som nok ikek ville give så megen mening for normale mennesker. Quinn grinte lidt af det Rune sagde og rystede stille på hovedet "rune mike...sjovt navn...men jeg kan nu godt lige der der mike..men jeg må ærlig indrømme at rune er et lidt...mærkelig navn" sagde han med et lille skulder træk og kunne egentlig bedst lide navnet mike, men han kunne til gengældt ikke så godt lide sit eget navn. da det både var et drenge og pige navn. det gjorde han tit blev drillet med det.

Rune så idt ned på sine hænder, stadig med sit smil på læben. "som sagt så gør det ikke noget. I sidste ende var det jo også lidt sjovt" sagde han helt roligt. og så igen op på Quinn. Han fulgte kort hans blik rundt og så godt at de få som var med stirrede underligt på dem. Hvad var der også normalt ved deres samtale? Intet var særlig normalt hvis det omhandlede Rune, så han kunne godt forstå deres forvirrig, men forstod dog ikke hvorfor at de lyttede til samtalen. De forstod den jo ikke, og den ville nok ikke være den mest spændende samtale at overhøre. to drenge som undskylder, snakker om at være paranoid, gøre en bange, et undskyld igen og så om navne? Og dog igen, var det jo den eneste samtale der var igang, så man kunne jo ikke undgå den, med mindre man gik sig vej, eller havde musik i ørerne, som der tydeligvis ikke var nogen af. Rune so igen tilbage på Quinn rystede bestemt på hovedet. "Nej, ikke sjovt, bare grimt... og kedeligt. Mike er okay, det kan gå." sagde han så og smilede lidt. "Og kald mig gerne Mike, istedet for Rune... Det ville jeg faktisk sætte pris på, og jeg reagere på begge." tilføjede han så og løftede den ene arm, hvor han satte albuen i bordet og lod sit hoved hvile på sin hånd.